mandag den 12. marts 2018

Dannelse


I en grundtvig-koldsk sammenhæng er begrebet dannelse tæt forbundet til forestillinger om, hvad der gør et menneske til menneske. Hvad det er, der gør os anderledes end alle andre skabninger på jorden. I den forbindelse fremhæver Grundtvig menneskets evne til selvbevidsthed. Det vil sige vores evne til at have et billede af eller en forestilling om og et svar på: Hvem er jeg? – og man kunne tilføje: lige nu! For dannelse er altid en proces og ikke et færdigt produkt. Hen over livet ændres vores opfattelse af, hvem vi er.

Skolen er en meget vigtig del af et menneskes dannelsesproces. Det er den ved, at den viderebringer barnet viden, oplærer barnet i bestemte færdigheder og hjælper barnet med at agere i et fællesskab. I moderne pædagogisk terminologi ville man sige, at man skaber et læringsrum for barnet. Alt sammen noget, der kan give barnet selvindsigt, og som det har brug for for at kunne leve det liv, det er sat i. Grundtvig betegnede denne proces for dannelse og duelighed til livet her og nu.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar