Livsoplysning

Frem imod 1832 var Grundtvig på fire rejser til England. Det han mødte her af virkelyst og udvikling i det spirende industrialiserede samfund overbeviste ham om, at menneskets bestemmelse i første række er at leve et muntert og virksomt liv på denne jord her og nu. Derfor ændredes hans fokus – også teologisk – således at det dennesidige liv blev mere centralt.

Det betød ikke, at han ikke længere i sin teologi og forkyndelse var optaget af et evigt liv hos Gud, men livet her på jorden er jo også givet at Gud og skal derfor elskes og tages alvorligt. Disse tanker skrev Grundtvig om i sit store (mere end 130 sider!) forord til udgivelsen ”Nordens Mythologi” fra 1832.

Grundtvig så det derfor som sin hovedopgave, at være med til at kaste lys over livet her og nu. Livet skal gennem skole og uddannelse lyses op så mennesket individuelt og som menneskehed får større og større indsigt i menneskelivet – og måske kan ane meningen med det. Det vil aldrig være mennesket forundt i dette liv at få den fulde indsigt, men vores bestemmelse er alligevel at søge livet så oplyst som muligt. 

Grundtvig kaldte dette mål og denne virksomhed for livsoplysning, og oplysningen om livet skal ske ligeværdigt om det helt nære liv og det globale og fremtidige liv, som vi kun kan ane. Al videnskab, uddannelse og skole har derfor til syvende og sidst – og uanset fag eller profession – dette ene mål: livsoplysning.

Først oplive så oplyse

Udtrykket er knyttet til Christen Kold, idet han bruger det i en berømt tale han holder for Grundtvig og dennes venner. Bag ved udtrykket ligger den opfattelsen, at børn – eller for den sags skyld mennesker i det hele taget – lærer bedst, når de så at sige kan se en mening med at lære. 

For Kold var oplivelse det at gøre eleverne glade for livet og dermed give dem lyst at udforske livet foran og omkring dem. For Kold selv var han livslyst tæt forbundet med hans tro på, at han var ubetinget elsket af Gud. En sådan ubetinget kærlighed/accept skal læreren også møde eleverne med, så de føler sig værdsat. 

Ligesom Grundtvig så Kold en fare for at skolen gennem udenadslære og eksaminer skulle tage livs- og lærelysten fra eleverne og på den måde blive en død skole – eller skolen for døden (se dette), som de kaldte det.
Er barnet først oplivet kan oplysningen begynde, siger Kold. Eller i hvert fald må de gå hånd i hånd. Og med oplysning i denne sammenhæng mener Kold undervisning det pensum, som skolen skal præsenterer for eleverne.

Frihed til forskellighed

“Frihed til forskellighed” er og har altid været en central del af frihedsbegrebet i den grundtvig-koldske skoletradition. Vi skal helt tilbage til Grundtvig selv for at finde denne opfattelses udgangspunkt. Efter Grundtvigs opfattelse kunne demokratiet, som det formelt blev indført i 1849, ses som en kampplads for særinteresser, hvor kampen blev ført med ordet, og denne kamp kunne ikke endelig afgøres uden en afstemning, som gav flertallet retten til at definere det rigtige på et givet tidspunkt. I den situation blev det afgørende for Grundtvig, at dem, der ikke kunne følge flertallets afgørelse, fik så stor frihed som muligt til at leve det liv de gerne ville – anderledes end flertallets.

Denne opfattelse blev styrende for bl.a. love om kirke og skole, og de grundtvig-koldske skoler har nydt godt af denne mulighed for at være forskellig fra den offentlige skole. Grundtvig kæmpede for, at der skulle være frihed i åndelige spørgsmål – tro, opdragelse, menneskesyn osv. Retten til for mindretallet således at leve med udgangspunkt i egne forestillinger om rigtigt og forkert i livet er udgangspunkt for begrebet “frihed til forskellighed”. 

De frie skoler har på alle måder – også i deres organisatoriske sammenhænge – forfægtet denne opfattelse og har i konsekvens heraf også inkluderet forståelsen i den konkrete skolevirksomhed således, at der skal være størst mulig accept af elevernes forskellighed, og en stærk modstand imod at ensrette dem.

Frihed

I en grundtvig-koldsk sammenhæng kan frihed ikke tænkes uden i sammenhæng med forpligtelse. Det grundtvigske frihedsbegreb adskiller sig fra en sædvanlig humanistisk forståelse af begrebet ved netop forpligtelsesdimensionen. En humanistisk frihedsforståelse, som er den mest udbredte i vores samfund f.eks. udtrykt i forskellige menneskerettighedserklæringer, har som grundlag, at alle mennesker har værdi, fordi de er mennesker. Altså en slags ringslutning som aksiom. Og fordi vi alle er lige meget værd, skal vi også alle have størst mulig frihed til at gøre, som vi ønsker, og ideelt set er det kun vores medmenneskes ret til at have samme frihed, der skal kunne begrænse vores frihed. 

Over for denne opfattelse er Grundtvigs, der knytter alle mennesker værdi og ligeværd til den omstændighed, at alle er skabt og ubetinget elsket af Gud. Det, at mennesket ikke skal bekymre sig om at være noget værd – det er det ubetinget! – stiller mennesket frit til at være noget for andre, og kun ved at være det lever jeg min gudgivne frihed ud. Det frie menneske er således forpligtet, og grænsen for min frihed er ikke alene medmenneskets ret til at være fri på samme måde, men også min forpligtelse over for min næste. Frihed og forpligtelse er således hinandens betingelse.

Fortælling

Fortællingen har siden Christen Kold begyndte at bruge den i sit pædagogiske arbejde haft en helt særlig placering i den grundtvig-koldske skolevirksomhed. Kold opdagede at han via fortælling kunne lære børn meget mere i bestemte skolefag end ved almindelig boglig undervisning. 

Men for Kold blev fortællingen ikke blot en pædagogisk metode på linje med andre metoder, den indeholder under de rette betingelser efter hans opfattelse nogle dimensioner, som almindelig undervisning ikke gør. Og de rette betingelser er dels lærerens personlige engagement i fortællingens indhold og dels ideen om, at fortællingens formål ikke alene er at opnå en bestemt skoleviden, men i endnu højere grad at blive klogere på, hvad et menneskeliv er, og hvilke vanskeligheder og glæder der er ved at leve livet her og nu. 

Forstået sådan er lærer og elever lige i deres tilgang til fortællingen – og derfor er fortælling ikke blot en pædagogisk metode men også en måde at være sammen på. En god måde at skabe fælles forståelse og fællesskab på.

Forpligtende fællesskab

Betegnelsen forpligtende fællesskab er et vigtigt begreb i den grundtvig-koldske skoletradition og har været og er eksplicit en del af de fleste grundtvig-koldske skolers formål eller værdigrundlag. Måden at være sammen på skal således ikke alene være et fællesskab men et forpligtende fællesskab. Denne særlige kvalifikation ved fællesskabet har – med udgangspunkt i Grundtvigs opfattelse – den baggrund, at mennesket gennem en ubetinget accept fra andre og fra Gud så at sige er gjort fri fra at bekymre sig for egen værdi, altså om han eller hun er noget værd, og kan bruge denne frihed til at være noget for andre. Forpligte sig i forhold til andre, som det angives i næstekærlighedsbuddet.

Det forpligtende rummer desuden kravet til mennesker i et fælleskab om at tage de andre så alvorligt, at man reagerer positivt eller negativt på de andres ord og handlinger, så de bliver klogere på sig selv. I moderne psykologi taler man om, at man stiller sig til rådighed som ”spejl” for de andre. Kun gennem en positiv spejling i andre kan et menneske udvikle en ordentlig selvforståelse. I et godt fællesskab skal alle derfor være forpligtet til at spejle sig i andre og være til rådighed for de andre som spejl. Kun i et sådant forpligtende fællesskab kan mennesket finde sig selv, mener Grundtvig.

Faglighed

Der er ikke nogen fast definition af begrebet faglighed. Opfattelsen af faglighed kan ikke løsrives fra en opfattelse af, hvad der er skolens egentlige opgave. Og det sidste er der mange opfattelser af. I mange sammenhænge bliver stor faglighed brugt om en undervisning, som kræver at eleverne opnår en omfattende paratviden i et bestemt fag og at det i undervisningen fordres, at eleverne arbejder meget med skriftligt undervisningsmateriale – bøger f.eks. I andre sammenhænge betyder stor faglighed i et skolefag, at eleverne kan arbejde undersøgende og problemorienteret i faget og med fagets metoder. I begge tilfælde er skolefaget udgangspunktet for fagligheden og vurderingen af fagligheden i skolen udtrykkes ofte ved hjælp af en karakter på skala.

I den grundtvig-koldske tradition har begrebet livsoplysning været centralt og ideen bag begrebet har været, at skolen først og sidst skal gøre eleverne dannede og duelige til at leve det liv de har fået og vil få. Livsoplysningen bliver skolens faglighed, og skolefagene er i den tankegang redskaber for dannelsen og dueligheden, men niveauet af livsoplysning kan ikke udtrykkes i en karakter. Værdien af den form for faglighed må vise sig i det levede liv.