mandag den 12. marts 2018

Livsoplysning


Frem imod 1832 var Grundtvig på fire rejser til England. Det han mødte her af virkelyst og udvikling i det spirende industrialiserede samfund overbeviste ham om, at menneskets bestemmelse i første række er at leve et muntert og virksomt liv på denne jord her og nu. Derfor ændredes hans fokus – også teologisk – således at det dennesidige liv blev mere centralt.

Det betød ikke, at han ikke længere i sin teologi og forkyndelse var optaget af et evigt liv hos Gud, men livet her på jorden er jo også givet at Gud og skal derfor elskes og tages alvorligt. Disse tanker skrev Grundtvig om i sit store (mere end 130 sider!) forord til udgivelsen ”Nordens Mythologi” fra 1832.

Grundtvig så det derfor som sin hovedopgave, at være med til at kaste lys over livet her og nu. Livet skal gennem skole og uddannelse lyses op så mennesket individuelt og som menneskehed får større og større indsigt i menneskelivet – og måske kan ane meningen med det. Det vil aldrig være mennesket forundt i dette liv at få den fulde indsigt, men vores bestemmelse er alligevel at søge livet så oplyst som muligt. 

Grundtvig kaldte dette mål og denne virksomhed for livsoplysning, og oplysningen om livet skal ske ligeværdigt om det helt nære liv og det globale og fremtidige liv, som vi kun kan ane. Al videnskab, uddannelse og skole har derfor til syvende og sidst – og uanset fag eller profession – dette ene mål: livsoplysning.

Først oplive så oplyse


Udtrykket er knyttet til Christen Kold, idet han bruger det i en berømt tale han holder for Grundtvig og dennes venner. Bag ved udtrykket ligger den opfattelsen, at børn – eller for den sags skyld mennesker i det hele taget – lærer bedst, når de så at sige kan se en mening med at lære. 

For Kold var oplivelse det at gøre eleverne glade for livet og dermed give dem lyst at udforske livet foran og omkring dem. For Kold selv var han livslyst tæt forbundet med hans tro på, at han var ubetinget elsket af Gud. En sådan ubetinget kærlighed/accept skal læreren også møde eleverne med, så de føler sig værdsat. 

Ligesom Grundtvig så Kold en fare for at skolen gennem udenadslære og eksaminer skulle tage livs- og lærelysten fra eleverne og på den måde blive en død skole – eller skolen for døden (se dette), som de kaldte det.
Er barnet først oplivet kan oplysningen begynde, siger Kold. Eller i hvert fald må de gå hånd i hånd. Og med oplysning i denne sammenhæng mener Kold undervisning det pensum, som skolen skal præsenterer for eleverne.

Frihed til forskellighed


“Frihed til forskellighed” er og har altid været en central del af frihedsbegrebet i den grundtvig-koldske skoletradition. Vi skal helt tilbage til Grundtvig selv for at finde denne opfattelses udgangspunkt. Efter Grundtvigs opfattelse kunne demokratiet, som det formelt blev indført i 1849, ses som en kampplads for særinteresser, hvor kampen blev ført med ordet, og denne kamp kunne ikke endelig afgøres uden en afstemning, som gav flertallet retten til at definere det rigtige på et givet tidspunkt. I den situation blev det afgørende for Grundtvig, at dem, der ikke kunne følge flertallets afgørelse, fik så stor frihed som muligt til at leve det liv de gerne ville – anderledes end flertallets.

Denne opfattelse blev styrende for bl.a. love om kirke og skole, og de grundtvig-koldske skoler har nydt godt af denne mulighed for at være forskellig fra den offentlige skole. Grundtvig kæmpede for, at der skulle være frihed i åndelige spørgsmål – tro, opdragelse, menneskesyn osv. Retten til for mindretallet således at leve med udgangspunkt i egne forestillinger om rigtigt og forkert i livet er udgangspunkt for begrebet “frihed til forskellighed”. 

De frie skoler har på alle måder – også i deres organisatoriske sammenhænge – forfægtet denne opfattelse og har i konsekvens heraf også inkluderet forståelsen i den konkrete skolevirksomhed således, at der skal være størst mulig accept af elevernes forskellighed, og en stærk modstand imod at ensrette dem.

Frihed


I en grundtvig-koldsk sammenhæng kan frihed ikke tænkes uden i sammenhæng med forpligtelse. Det grundtvigske frihedsbegreb adskiller sig fra en sædvanlig humanistisk forståelse af begrebet ved netop forpligtelsesdimensionen. En humanistisk frihedsforståelse, som er den mest udbredte i vores samfund f.eks. udtrykt i forskellige menneskerettighedserklæringer, har som grundlag, at alle mennesker har værdi, fordi de er mennesker. Altså en slags ringslutning som aksiom. Og fordi vi alle er lige meget værd, skal vi også alle have størst mulig frihed til at gøre, som vi ønsker, og ideelt set er det kun vores medmenneskes ret til at have samme frihed, der skal kunne begrænse vores frihed. 

Over for denne opfattelse er Grundtvigs, der knytter alle mennesker værdi og ligeværd til den omstændighed, at alle er skabt og ubetinget elsket af Gud. Det, at mennesket ikke skal bekymre sig om at være noget værd – det er det ubetinget! – stiller mennesket frit til at være noget for andre, og kun ved at være det lever jeg min gudgivne frihed ud. Det frie menneske er således forpligtet, og grænsen for min frihed er ikke alene medmenneskets ret til at være fri på samme måde, men også min forpligtelse over for min næste. Frihed og forpligtelse er således hinandens betingelse.

Fortælling


Fortællingen har siden Christen Kold begyndte at bruge den i sit pædagogiske arbejde haft en helt særlig placering i den grundtvig-koldske skolevirksomhed. Kold opdagede at han via fortælling kunne lære børn meget mere i bestemte skolefag end ved almindelig boglig undervisning. 

Men for Kold blev fortællingen ikke blot en pædagogisk metode på linje med andre metoder, den indeholder under de rette betingelser efter hans opfattelse nogle dimensioner, som almindelig undervisning ikke gør. Og de rette betingelser er dels lærerens personlige engagement i fortællingens indhold og dels ideen om, at fortællingens formål ikke alene er at opnå en bestemt skoleviden, men i endnu højere grad at blive klogere på, hvad et menneskeliv er, og hvilke vanskeligheder og glæder der er ved at leve livet her og nu. 

Forstået sådan er lærer og elever lige i deres tilgang til fortællingen – og derfor er fortælling ikke blot en pædagogisk metode men også en måde at være sammen på. En god måde at skabe fælles forståelse og fællesskab på.

Forpligtende fællesskab


Betegnelsen forpligtende fællesskab er et vigtigt begreb i den grundtvig-koldske skoletradition og har været og er eksplicit en del af de fleste grundtvig-koldske skolers formål eller værdigrundlag. Måden at være sammen på skal således ikke alene være et fællesskab men et forpligtende fællesskab. Denne særlige kvalifikation ved fællesskabet har – med udgangspunkt i Grundtvigs opfattelse – den baggrund, at mennesket gennem en ubetinget accept fra andre og fra Gud så at sige er gjort fri fra at bekymre sig for egen værdi, altså om han eller hun er noget værd, og kan bruge denne frihed til at være noget for andre. Forpligte sig i forhold til andre, som det angives i næstekærlighedsbuddet.

Det forpligtende rummer desuden kravet til mennesker i et fælleskab om at tage de andre så alvorligt, at man reagerer positivt eller negativt på de andres ord og handlinger, så de bliver klogere på sig selv. I moderne psykologi taler man om, at man stiller sig til rådighed som ”spejl” for de andre. Kun gennem en positiv spejling i andre kan et menneske udvikle en ordentlig selvforståelse. I et godt fællesskab skal alle derfor være forpligtet til at spejle sig i andre og være til rådighed for de andre som spejl. Kun i et sådant forpligtende fællesskab kan mennesket finde sig selv, mener Grundtvig.

Faglighed


Der er ikke nogen fast definition af begrebet faglighed. Opfattelsen af faglighed kan ikke løsrives fra en opfattelse af, hvad der er skolens egentlige opgave. Og det sidste er der mange opfattelser af. I mange sammenhænge bliver stor faglighed brugt om en undervisning, som kræver at eleverne opnår en omfattende paratviden i et bestemt fag og at det i undervisningen fordres, at eleverne arbejder meget med skriftligt undervisningsmateriale – bøger f.eks. I andre sammenhænge betyder stor faglighed i et skolefag, at eleverne kan arbejde undersøgende og problemorienteret i faget og med fagets metoder. I begge tilfælde er skolefaget udgangspunktet for fagligheden og vurderingen af fagligheden i skolen udtrykkes ofte ved hjælp af en karakter på skala.

I den grundtvig-koldske tradition har begrebet livsoplysning været centralt og ideen bag begrebet har været, at skolen først og sidst skal gøre eleverne dannede og duelige til at leve det liv de har fået og vil få. Livsoplysningen bliver skolens faglighed, og skolefagene er i den tankegang redskaber for dannelsen og dueligheden, men niveauet af livsoplysning kan ikke udtrykkes i en karakter. Værdien af den form for faglighed må vise sig i det levede liv.


Det myndige menneske


Meget ofte møder man i grundtvig-koldske sammenhænge idealet om det myndige menneske, selv om det ikke er et udpræget grundtvigsk begreb. Ikke desto mindre har idealet en tæt forbindelse til Grundtvigs opfattelse af begreberne selvbevidsthed og folk og hans forestillinger om at gøre almuen til et folk. Det myndige menneske er et menneske, som er selvbevidst og ansvarsbevidst og som handler herudfra, og i en grundtvig-koldsk sammenhæng er menneskets myndighed forudsætning for aktivt at kunne indgå i et demokratisk samfund.

At være selvbevidst er noget andet end at være selvoptaget. I modsætning til at være selvoptaget og hele tiden sætte sig selv i centrum, er det selvbevidste menneske optaget af at forstå sig selv i og være en del af en sammenhæng med andre – i et fællesskab. Det er i relation til mit billede af mig selv, at jeg kan tage ansvar for mine handlinger og agere ansvarligt over for andre. Det kræver således en del viden, erfaring og modenhed at opnå myndighed. Den myndighed har barnet ikke, men det er skolens opgave gennem at give det medbestemmelse og lære det at være selvrefleksiv at være del af myndiggørelsesprocessen.


Det levende ord

I relation til en skolepraksis betegner begrebet først og fremmest ideen om, at skolens undervisning og kultur skal bygge på, at mennesker taler til og med hinanden. Det vil sige, at mundtligheden såvel i undervisningen som i omgangen mellem menneskene på skolen er den fremtrædende kommunikationsform. I undervisningen betyder det mere konkret, at samtalen mellem lærer og elev og eleverne indbyrdes vægtes højt, og at så megen formidling af fagets indhold som muligt skal bygge på lærerens fortælling frem for på brugen af bøger.

Udtrykket “det levende ord” stammer fra Grundtvig og er hos ham knyttet til den forståelse, at det netop er i det mundtlige udtryk, at et menneskes personlighed giver sig til kende og bliver levende, og at det er gennem den fortælling, vi giver til hinanden, at vi skaber bevidsthed om vores fælles historie. Grundtvig mener således, at det er gennem menneskers mundtlige gengivelse fra slægt til slægt af Jesu ord, at kristendommen bliver levende og holdes i live. Det er altså ikke biblens skrift, der er kristendommens eksistensforudsætning, men menneskers mundtlige fortælling. Det er i dette perspektiv om, at historien skabes gennem fortællingen, at ordet er levende.

Det døde ord


Efter Grundtvigs opfattelse er en børneundervisning, der alene bygger på bøger en død undervisning. Han siger flere steder, at en undervisning udelukkende med bøger slår barnets naturlige lyst til at lære ihjel, og efter både Grundtvigs og Kolds opfattelse er det den største synd en lærer kan begå, at dræbe et barns lærelyst. Modsætningen til “det døde ord” er det levende ord.

En skole der baserer sig på skriftens “døde ord” kalder Grundtvig for skolen for døden – i modsætning til skoler som vægter det levende ord, som han benævner skolen for livet. Grundtvig, som jo skrev og udgav flere skrifter og bøger end andre danske forfattere nogensinde, var dog ikke modstander af bøger i almindelighed. Han kalder bøgerne for “venner, der er gode at have ved hånden”. Det er specielt i en undervisnings-sammenhæng han ser faren for brug af  ”det døde ord”.

Dannelse


I en grundtvig-koldsk sammenhæng er begrebet dannelse tæt forbundet til forestillinger om, hvad der gør et menneske til menneske. Hvad det er, der gør os anderledes end alle andre skabninger på jorden. I den forbindelse fremhæver Grundtvig menneskets evne til selvbevidsthed. Det vil sige vores evne til at have et billede af eller en forestilling om og et svar på: Hvem er jeg? – og man kunne tilføje: lige nu! For dannelse er altid en proces og ikke et færdigt produkt. Hen over livet ændres vores opfattelse af, hvem vi er.

Skolen er en meget vigtig del af et menneskes dannelsesproces. Det er den ved, at den viderebringer barnet viden, oplærer barnet i bestemte færdigheder og hjælper barnet med at agere i et fællesskab. I moderne pædagogisk terminologi ville man sige, at man skaber et læringsrum for barnet. Alt sammen noget, der kan give barnet selvindsigt, og som det har brug for for at kunne leve det liv, det er sat i. Grundtvig betegnede denne proces for dannelse og duelighed til livet her og nu.


Almendannelse


Begrebet almendannelse har ofte været et udtryk for en bestemt viden blandt bestemte befolkningsgrupper. I den grundtvig-koldske sammenhæng er almendannelse langt mere end et bestemt mål af en bestemt defineret viden. 

Almendannelse har f.eks. også en åndelig og etisk dimension, og under inspiration fra en af de store tyske og i Danmark meget anerkendte pædagogiske filosoffer, Wolfgang Klafki, kan almendannelse og et almendannet menneske beskrives som et menneskes besiddelse af historisk bevidsthed om centrale problemstillinger i samtiden og fremtiden og viljen til at ville medvirke til disse problemstillingers løsning.

I en skolesammenhæng med børn kan denne beskrivelse svare til, at skolen gør eleverne bevidste om fælles problemstillinger for børnene på skolen, giver dem indsigt i problemstillingernes opståen og baggrund og giver børnene vilje og redskaber til at være med til at løse dem.

Mennesket er ingen abekat

Grundtvig kunne ikke lide aber. Flere sted i sine sange bruger han abebetegnelsen som noget negativt (se f.eks. i ”Velkommen i den grønne lund”), men mest markant skriver han om aben i det berømte citat fra forordet til ”Nordens Mythologi”, når han siger:

“Er vi derfor så forfængelige, at vi vil gøre vore børn og hele efterslægten til et stentryk af os i legemsstørrelse, da gør vi os selv en stor skam, og gør, så vidt det står til os, efterslægten ulykkelig, fordi mennesket er ingen abekat, bestemt til først at efterabe andre dyr, og siden sig selv til verdens ende, men han er en mageløs, underfuld skabning, i hvem guddommelige kræfter skal kundgøre, udvikle og klare sig gennem tusinde slægter, som et guddommeligt eksperiment, der viser, hvordan ånd og støv kan gennemtrænge hinanden, og forklares i en fælles guddommelig bevidsthed.”

Her advarer Grundtvig om, at vi i vores opdragelse og undervisning af vore børn hjemme eller i skolen ikke må gøre dem til små kopier af os selv. Vores opgave er, siger Grundtvig, at respektere, at hvert barn er et eksperiment – dvs. ikke til at bestemme på forhånd. Vi skal lægge rammer for, at barnet kan udvikle sig i overensstemmelse med dets individualitet og dets ønsker, og disse rammer skal være så vide som muligt. Grundtvig mener, at det eksperimentelle ved mennesket er guddommeligt – dvs. nedlagt i os af Gud.